Nikotinerstatning som hjælp til rygestop

Ved at bruge nikotinerstatningsprodukter slipper du for abstinenserne. "Nikotinhungeren" bliver dækket, selv om du får tilført langt mindre nikotin end ved rygning. Samtidig undgår du tjære og kulilte og de flere tusinde andre kemiske stoffer, der er i tobak.

Nikotinerstatningsprodukter

Lægemidler, der indeholder nikotin, kaldes nikotinerstatningsprodukter. De kan bruges i forbindelse med et rygestop til at afvænne kroppen fra nikotin. Ved at bruge nikotinerstatningsprodukter forsvinder nikotintrangen, og abstinenserne mindskes kraftigt på trods af, at du får tilført langt mindre nikotin end ved rygning. Samtidig undgår du tjære og kulilte og de flere tusinde andre kemiske stoffer, der er i tobak. Lægemidlerne kan være en god hjælp til at komme igennem et rygestop, men de kan ikke udrette mirakler. Uden din faste beslutning om at holde op med at ryge kombineret med en nøje planlægning af forløbet, hjælper lægemidlerne ikke på længere sigt.

Der findes forskellige former for nikotinprodukter, der alle kan købes i håndkøb. På apoteket kan du få rådgivning i hvilket håndkøbslægemiddel, der passer bedst til din situation.

Uden din faste beslutning om at holde op med at ryge kombineret med en nøje planlægning af forløbet, hjælper lægemidlerne ikke på længere sigt.

Plastre

Når du bruger nikotinplaster, bliver nikotinen optaget gennem huden og sendt til blodet. Plastret skal placeres på ren, tør, hårfri og uskadt hud, fx på overarmen eller hoften. Plastret skal skiftes hver dag, og det skal sættes et nyt sted hver gang, for at huden ikke bliver irriteret.

Det er nemt at bruge plaster - du skal kun tænke på at sætte det på om morgenen. Plastrene findes i forskellige styrker, og der findes både dagsplastre og døgnplastre. Plastrene dækker det basale behov for nikotin, men de afhjælper ikke den akutte trang til nikotin, der kan opstå.  Du kan derfor i nogle tilfælde have brug for at kombinere plastret med et af de andre lægemidler, der indeholder nikotin.

Tyggegummi

Med et tyggegummi bliver nikotinen optaget over mundslimhinden. Derfor skal et nikotintyggegummi ikke bruges som et almindeligt tyggegummi. Det skal tygges langsomt 10-15 gange - til den stærke smag af nikotin træder frem. Herefter skal tyggegummiet hvile under tungen eller i kinden, indtil smagen er forsvundet, og nikotinen er optaget via mundslimhinden i blodbanen. Herefter kan du starte forfra med at tygge langsomt, dernæst holde pause og så videre. Efter 20-30 minutter er nikotinet tygget ud, og tyggegummiet kasseres. Hvis du bare tygger løs, bliver al nikotinen frigivet på én gang, og du risikerer at få hikke, irritation i halsen eller ondt i maven. Du får heller ikke samme effekt af tyggegummiet, da nikotinen ikke når at blive optaget i kroppen, hvis du tygger uafbrudt.

Tyggegummi findes med forskellig smag og styrke.

Inhalator

Inhalatoren er et plastichylster på størrelse med en cigaret. Nikotinen til inhalatoren findes i små propper, som du sætter ind i inhalatoren. Du suger på den som på en cigaret. Nikotinen optages gennem mundslimhinden og ikke via lungerne som ved cigaretter. I en prop er der nikotin til ca. 20 minutters brug. Du kan fordele nikotinen over flere gange, for eksempel 4 gange 5 minutter.

Næsespray

Næsesprayen bruges ved høj nikotinafhængighed. Nikotinen optages via næseslimhinden. Du skal tage en dosis af næsesprayen efter behov. De første par døgn kan næse og svælg blive meget irriteret, men det aftager normalt ved fortsat brug. Sprayen må ikke inhaleres gennem munden. Derfor er det vigtigt, at der ikke suges ind eller synkes under anvendelsen

Resoriblet

En resoriblet er en lille tablet, som du skal lægge under tungen. Her opløses den i løbet af 20-30 minutter. Nikotinen optages via mundslimhinden. Du skal ikke tygge eller suge på resoribletten.

Sugetablet

Sugetabletten opløses i munden i løbet af ca. 30 min. Dermed frigives nikotinen, så den kan optages over mundslimhinden. Når du tager den i munden, skal du suge, indtil du fornemmer en kraftig smag. Derefter skal den hvile mellem kind og tandkød. Når den kraftige smag aftager, kan du suge på sugetabletten igen.

Mundhulespray

Sprayen skal bruges i munden. Nikotinen bliver optaget over mundslimhinden. Du skal tage kun et pust efter behov og spraye den direkte mellem kind og tænder. Ved hvert pust skal du skifte mellem højre og venstre kind. Du skal helst lade væsken blive så længe i munden som muligt. Det er derfor en god ide at synke, inden du sprayer. Optagelsen af nikotin kan mindskes, hvis du drikker fx kaffe, juice eller sodavand samtidig. Du bør derfor undgå at indtage disse drikkevarer 15 minut­ter før anvendelse af sprayen.

Valg af produkt

Det er vigtigt, at du vælger det produkt, der passer præcist til dig og dit nikotinbehov. Mange har glæde af at kombinere flere produkttyper. Det vigtigste er den rette dosering, så du slipper for abstinenser.

Forbruget af nikotinerstatningsprodukter skal naturligvis aftrappes efter nogen tid. Formålet er at blive røgfri - ikke at fortsætte afhængigheden af nikotin. Det er derfor vigtigt at følge vejledningen i pakken og at huske at trappe ned. Du kan også få hjælp på apoteket til en nedtrapningsplan.

Hvis du er gravid, bør du rådføre dig med din læge, inden du begynder at bruge lægemidler med nikotin.

Er du i behandling med andre lægemidler, bør du fortælle det på apoteket, hvis du ønsker at bruge nikotinerstatning.

Husk!

  • Hvis du er gravid, bør du rådføre dig med din læge, før du begynder at bruge nikotinerstatningsprodukter
  • Erstat ikke tobaksvanen med fede og søde sager
  • Pas på vægten generelt - dit stofskifte var unaturlig højt, da du røg
  • Fortæl dine omgivelser, at du er holdt op med at ryge. Det forpligter
  • Husk - bare én cigaret, og du er på den igen
  • Væk med alle tobaksvarer og rygeredskaber
  • Undgå rygere, hvis lugten vækker trangen i dig
  • Husk at glæde dig over, at du bliver sundere og sundere for hver dag uden røg

Det er let nok at holde op med at ryge – men svært at holde ud!

Kilde: Camilla Neuper Kjeldal, farmaceut og rygestopinstruktør, Danmarks Apotekerforening
Læs også:
Find dit apotek

Find apotek

Søg efter apotekernes åbningstider, adresser og telefonnumre.

Se oversigten