Infektioner under graviditet

Gravide rammes som alle andre af almindelige infektionssygdomme. Det gælder forkølelse, influenza, andre luftvejsinfektioner og banale mave-tarm infektioner. Urinvejsinfektioner, specielt blærebetændelse, ses lidt hyppigere hos gravide, men udgør ikke et stort problem, hvis de behandles.

Almindelige infektioner medfører normalt ikke nogen risiko for barnet i maven. Visse, mere specielle infektioner kan dog medføre fosterdød, misdannelser og væksthæmning. Her gennemgås de vigtigste af disse sygdomme.

Almindelige infektioner medfører normalt ikke nogen risiko for barnet i maven. Visse, mere specielle infektioner kan dog medføre fosterdød, misdannelser og væksthæmning.

Influenza

Gravides risiko for at få influenza er den samme som for andre, men gravide kan blive lidt hårdere ramt af sygdommen, blandt andet i form af øget risiko for udvikling af lungebetændelse. Risikoen for komplikationer til influenza er større, hvis den gravide har en kronisk sygdom i forvejen. For fosteret/barnet kan influenza i graviditeten øge risikoen for abort, for tidlig fødsel og lav fødselsvægt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at alle gravide vaccineres mod influenza efter 12. graviditetsuge. Vaccinen har vist sig at være meget sikker for barnet, og der er ikke påvist øget forekomst af nogen form for misdannelser eller andre komplikationer hos barnet i graviditeten eller efter fødslen.

Røde hunde (rubella) og mæslinger (morbilli)

Hvis en gravid får røde hunde, specielt i de første 3 måneder af svangerskabet, er der op til 85% risiko for, at barnet fødes med det såkaldte ”rubella-syndrom”, som omfatter døvhed, blindhed og hjertefejl.

Mæslinger kan forårsage abort tidligt i svangerskabet og alvorlig sygdom hos den nyfødte, hvis moderen får mæslinger den sidste måned før fødslen. Der er ikke øget risiko for misdannelser som følge af mæslinger i graviditeten.

De fleste gravide er i dag vaccineret mod røde hunde og mæslinger (MFR-vaccinen), og derfor ses disse sygdomme uhyre sjældent hos gravide. Hvis man ikke er vaccineret eller er i tvivl om, hvorvidt man har haft dem tidligere i livet, kan dette afklares ved hjælp af en blodprøve hos lægen. Viser det sig, at man ikke har haft sygdommene, bør man blive vaccineret, før man bliver gravid.

Er man blevet gravid uden at være vaccineret eller at have haft infektionerne, skal man blive vaccineret efter fødslen. Herved undgår man at kunne smittes i næste svangerskab.

Hvis en gravid får mæslinger den sidste måned før fødslen, vil man behandle hende og evt. barnet, når det er kommet til verden, med et særligt antistof (gammaglobulin) for at nedsætte risikoen for alvorlig medfødt mæslingesygdom hos barnet. For røde hunde gives ingen specifik behandling.

Skoldkopper (varicellae)

Næsten alle voksne danske kvinder har haft skoldkopper som barn. Sygdommen er derfor meget usædvanlig hos gravide, der er opvokset i Danmark. Hvis en gravid får skoldkopper inden for første halvdel af svangerskabet, er der en lille risiko for alvorlige fosterskader.

Skaderne vil som oftest kunne påvises ved ultralydsscanning. Hvis den gravide får skoldkopper efter 20. svangerskabsuge, opstår der normalt ikke fosterskader, men barnet kan fødes med sygdommen. Dersom en gravid, der ikke tidligere har haft skoldkopper, er særligt udsat for smitte, kan hun evt. behandles med et antistof mod skoldkopper. Hvis hun får sygdommen, anbefales behandling med et anti-viralt middel (Aciclovir). Dersom hun får skoldkopper omkring fødselstidspunktet, skal den nyfødte tillige behandles med antistof.

Lussingesyge, ”den 5. børnesygdom” (parvovirus infektion)

Lussingesyge er en almindeligvis mild børnesygdom. Den forårsages af et virus, som smitter via luftvejssekret (f.eks. ved host og nys).

Der går 2-3 uger fra en person smittes, til der opstår symptomer på sygdommen, i form af  influenzalignende symptomer efterfulgt af et karakteristisk udslæt i ansigtet med rødme af begge kinder (heraf udtrykket lussingesyge). Man kan smitte andre i ca. en uge, før udslættet kommer. Når det sker, smitter man ikke længere. Hos 20-30 % forløber infektionen uden symptomer.

God hygiejne i form af hyppig håndvask kan reducere smitterisikoen noget.

Undersøgelser har vist, at ca. 70 % af alle gravide danske kvinder har haft sygdommen. Det kan konstateres ved en blodprøve, om man har haft den. Har man haft sygdommen, får man den ikke igen.

Risikoen for at gravide, som ikke har haft lussingesyge, får den under svangerskabet er meget begrænset.

Hvis man som gravid smittes med lussingesyge, er der op til 20-30 % risiko for, at infektionen overføres til barnet med størst risiko i de første graviditetsmåneder. Af de smittede fostre vil kun ca. 10 % blive påvirket.

Lussingesyge giver ikke misdannelser hos barnet, men hvis kvinden får infektionen tidligt i svangerskabet, kan dette føre til spontan abort.

Optræder sygdommen inden 20 graviditetsuger, kan den medføre alvorlig blodmangel hos det ufødte barn. Er den smittede gravide længere henne end 20 uger, er risikoen for barnet stort set nul, men man vil følge barnet med ultralydsskanninger i flere uger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at gravide fraværsmeldes pga af parvovirus-infektion i omgivelserne (f.eks. i en børneinstitution, uanset om man selv arbejder der eller har børn samme sted).

Hvis en gravid udsættes for parvovirus-smitte, bør hun have taget en blodprøve for antistoffer. Viser blodprøven, at hun aldrig har haft sygdommen, er hun i risiko for at blive smittet, og så bør hun have undersøgt en blodprøve hver 2. uge, så længe hun er i smitterisiko.

Haresyge (toxoplasmose)

Haresyge skyldes en parasit, der kan blive overført fra uvaskede grøntsager og jord, forurenet med urin og afføring fra katte, der udskiller parasittens æg i afføringen.

Parasitten kan også overføres via råt kød fra dyr (bl. a. svin, lam, harer og andet vildt). Man kan derfor blive smittet, når man gør kød i stand eller indtager utilstrækkeligt varmebehandlet kød fra inficerede dyr, eller ved kontakt med afføring fra katte. Man bliver ikke smittet ved almindelig kontakt med katten.

Sygdommen er helt ufarlig for raske personer, og de fleste infektioner forløber helt uden symptomer, men Toxoplasmose kan udgøre en alvorlig fare for det ufødte barn, hvis moderen smittes i graviditeten. Hvis infektionen sker i løbet af de første 3 graviditetsmåneder, kan det medføre abort.

Sygdommen kan desuden give alvorlige misdannelser, særligt på centralnervesystemet. Ved smitte senere i graviditeten falder risikoen for alvorlige skader hos barnet.

Medfødt toxoplasmose ses hos ca. 1 af 5000 nyfødte børn. Man kan behandle infektionen i barnets første leveår og dermed forhindre skader senere i livet hos de fleste. Uden behandling risikerer børn, som har været udsat for smitte under graviditeten, senere at få symptomer, især skader på synet.

Man regner med, at ca. 30 % af alle gravide danske kvinder tidligere har haft infektionen og dermed ikke kan få den igen. En blodprøve med påvisning af antistoffer kan vise, om den gravide tidligere har haft toxoplasmose (og dermed ikke er i risiko for at blive smittet).

Hvis en gravid er blevet smittet under graviditeten (hvilket kan afgøres ved en blodprøve), vil man efter fødslen undersøge, om også barnet er blevet smittet og evt. skal have behandling.

For at undgå smitte er det vigtigt

1) at undgå kød og kødprodukter, der ikke er gennemkogt/-stegt,
2) at være omhyggelig med at vaske grøntsager og frugt, der indtages rå uden at være skrællet,
3) at have god køkkenhygiejne,
4) bruge handsker ved havearbejde eller vaske hænder grundigt bagefter,
5) overlade tømning af kattebakken til andre.

Gruppe B streptokokker (GBS)

GBS findes i bakteriefloraen i skeden hos 10-30 % af alle gravide. Der er for den gravide tale om en ganske ufarlig bakterie, som normalt ikke kræver behandling. Samme bakterie kan imidlertid i sjældne tilfælde give anledning til en meget alvorlig, livstruende infektion hos nyfødte, som smittes under fødslen.

Man har mistanke om, at GBS kan være medvirkende årsag til for tidlig fødsel og for tidlig vandafgang. Gravide, som under graviditeten har fået påvist GBS i urin (ikke i skeden), vil få en penicillinkur herfor og endvidere i forbindelse med selve fødslen få penicillin for at forebygge, at barnet bliver smittet. Man vil efter fødslen holde øje med barnet i de første levedøgn.

GBS er sjældent årsag til sygdom hos nyfødte, og der er ikke grund til rutinemæssigt at undersøge gravide for GBS.

HIV (Human Immundefekt Virus)

HIV-infektion (som kan medføre sygdomstilstanden AIDS) er et meget stort problem globalt set, men heldigvis et relativt begrænset problem i Danmark.

En HIV-positiv kvinde (som ikke har AIDS i udbrud) kan sædvanligvis gennemføre et svangerskab uden større problemer for sig selv. Men der er omkring 25% risiko for, at barnet smittes i livmoderen eller ved fødslen med HIV, hvis den gravide ikke er i medicinsk behandling.

Ved anti-viral kombinationsbehandling til moderen i graviditeten kan smitte-risikoen for barnet nedsættes betydeligt (fra 25 % til under 1 %).

HIV smitte giver ikke fosterskader eller misdannelser hos barnet.

Er en HIV-positiv kvinde blevet gravid, kan der være grund til at tilråde hende en provokeret abort. Ønsker hun at gennemføre svangerskabet, må dette ske under tæt kontrol og behandling på specialafdeling.

I Danmark undersøges alle gravide for HIV (tillige med hepatitis B og syfilis) ved en blodprøve tidligt i svangerskabet. Undersøgelsen er frivillig.

Hepatitis B (smitsom leverbetændelse)

Smitsom leverbetændelse hos gravide udgør ingen risiko for det ufødte barn under graviditeten. Smitten passerer ikke gennem moderkagen, men kan evt. overføres til barnet ved fødslen.

Hvis moderen (eller faderen) er kronisk bærer af sygdommen, er det vigtigt at vaccinere barnet efter fødslen, for at det ikke senere i livet skal udvikle leverbetændelse. I Danmark undersøges nu alle gravide for evt. smitsom hepatitis B ved en blodprøve tidligt i svangerskabet.

Herpes i underlivet (genital herpes)

Herpes i underlivet skyldes et virus (herpes simplex type 1 eller type 2), som fremkalder en tilbagevendende kronisk infektion. Nogle kvinder har kun få herpesudbrud med lange mellemrum og af mild karakter. Andre kan være mere plagede.

Gravide med tidligere eller tilbagevendende udbrud af herpes smitter ikke deres barn ved fødslen, da barnet er beskyttet af moderens antistoffer.

Hvis den gravide har sit allerførste herpes genitalis udbrud omkring fødselstidspunktet, er der en teoretisk risiko for at smitte barnet, når det fødes den naturlige vej. Hvis barnet smittes med herpes, kan det blive alvorligt syg og endda være i risiko for dø af infektionen.

I de meget sjældne tilfælde, hvor der er tale om et førstegangsudbrud af genital herpes, kan kejsersnit derfor komme på tale. Udbrud af herpes, som mistænkes for at være det første, viser sig ved nærmere undersøgelse af blodprøver ofte at være udbrud af tidligere infektion.

Gravide med hyppige herpestilfælde under graviditeten kan lindres af behandling med aciclovir, men behandling er ikke nødvendig af hensyn til barnet.

Læs også: