Halsbrand

Hvad er halsbrand?

Halsbrand og sure opstød er noget, mange kender til. Det skyldes irriteret mave, tilbageløb af mavesyre (refluks) til spiserøret eller mavesår. I mavesækken dannes mavesyre, som er nødvendig for, at vi kan fordøje maden, men mavesyren kan altså også give anledning til halsbrand. Halsbrand er en ubehagelig sviedende eller brændende fornemmelse bag brystbenet, som breder sig op mod halsen. Når syren kommer helt op til svælg og mund, så syren kan smages, kaldes det for sure opstød. Det kan være generende, men er normalt ikke alvorligt.

Årsager til halsbrand

I forbindelse med rejser er det ofte stærk krydret mad, for meget eller for fed mad, eller for meget alkohol og kaffe, der er årsag til halsbrand og sure opstød.

Halsbrand, sure opstød og smerter i den øverste del af maven skyldes ofte irritation på grund af mavesyre, der løber op i spiserøret. Ofte kommer smerterne, når man er sulten. De bliver ofte værre efter et måltid, når der er mad i maven. Især efter større måltider og alkoholindtag. I forbindelse med rejser er det ofte stærk krydret mad, for meget eller for fed mad, eller for meget alkohol og kaffe, der er årsag til halsbrand og sure opstød. Gravide og overvægtige har ofte problemer med halsbrand. Lukkemusklen, som bl.a. skal hindre maveindhold i at løbe tilbage til halsen, svækkes med alderen. Derfor har mange ældre problemer med halsbrand.

Behandling af halsbrand

Hvis du kun sjældent får halsbrand eller sure opstød - fx i forbindelse med rejser - og dine symptomer er milde, kan du lindre generne med syreneutraliserende midler. De findes som tabletter, tyggetabletter eller i flydende form. Denne type midler virker typisk kun i 1-3 timer, men de har en kraftig og hurtigt lindrende virkning, og kan derfor hjælpe på ubehaget her og nu. Du kan også bruge et antirefluksmiddel, som danner en skum, der lægger sig oven på mavens indhold og hæmmer tilbageløbet af det sure maveindhold til spiserøret. Begge typer medicin kan købes i håndkøb.

Hvis du har halsbrand eller sure opstød lidt oftere, og hvis dine symptomer fortsat er milde, kan du prøve at anvende de såkaldte H2-blokkere, som også fås i håndkøb. De virker ved at hæmme dannelsen af mavesyre. Midlerne virker bedre end de syreneutraliserende midler, men de er ikke så gode til at lindre ubehaget her og nu. Det varer dog kun få timer, inden effekten mærkes. 

I lidt sværere tilfælde, kan det være nødvendigt at anvende syrepumpehæmmere. De virker ved at hæmme et enzym, der pumper syre ud af nogle celler i maven. De har en kraftigere og længerevarende effekt end H2-blokkere. Syrepumpehæmmere fås i håndkøb, men hvis du skal bruge en høj styrke, skal du have en recept.

Gode råd

Du kan også selv gøre noget for at modvirke halsbrand og sure opstød. Du kan:.

  • undgå store og fedtholdige måltider
  • spise 5-6 små måltider frem for 3 store
  • tabe dig i vægt, hvis du er overvægtig
  • undgå at spise og drikke de ting, du selv har erfaring med giver halsbrand
  • nedsætte dit alkohol-, kaffe- og tobaksforbrug
  • undgå tøj der strammer over maven
  • undgå at bøje dig forover, gå ned i knæ i stedet
  • undgå at løfte tunge ting
  • sove med hovedgærdet hævet ca. 15-20 cm
  • undgå medicin, der generer maven fx lægemidler med acetylsalisylsyre, ibuprofen og lignende.

Faresignaler

I nogle tilfælde kan halsbrand og sure opstød være tegn på en alvorlig sygdom. Søg derfor læge, hvis

  • du har halsbrand og sure opstød, som ikke forsvinder i løbet af 2-4 ugers behandling med håndkøbsmedicin
  • du dagligt har problemer med at synke i mere end 2 uger
  • du mistænker din medicin for at give halsbrand og sure opstød
  • du ofte har opkastninger eller kaster blod op
  • du taber dig mere end 3 kg af uforklarlige årsager
  • du er over 45 år, og det er første gang, du får symptomerne
  • du er over 45 år og har vedvarende symptomer
  • du er bleg og føler dig træt og svimmel.
Læs også:
Find dit apotek

Find apotek

Søg efter apotekernes åbningstider, adresser og telefonnumre.

Se oversigten