Sådan bruger du p-piller

P-piller er en sikker præventionsform. I p-piller er der hormoner, der beskytter dig mod graviditet bl.a. ved at hæmme ægløsning.

Der er ca. 400.000 kvinder i Danmark, der bruger p-piller. Der findes 13 forskellige varianter*.

Hvis du overvejer at starte med at tage p-piller, skal du til lægen. Lægen undersøger dig og taler med dig om brugen af p-piller. Når du starter på p-piller eller skifter mærke, bør du læse indlægssedlen.

Hvis menstruationen udebliver, bør du tage en graviditetstest eller kontakte din læge for at blive undersøgt for graviditet.

Fordele ved p-piller

  • Næsten 100 % beskyttelse mod graviditet
  • P-piller er en nem præventionsform
  • P-piller giver ingen afbrydelse i samlejet
  • P-piller kan virke imod bumser og akne
  • Efter aftale med lægen kan p-piller bruges til at udsætte eller springe en blødning over fx i forbindelse med en ferie.

Bivirkninger ved p-piller

Der kan være bivirkninger forbundet med at tage p-piller.

  • I de første par måneder ses bivirkninger som bumser, kvalme, brystspænding, hovedpine, pletblødning, vægtøgning (pga. vand) og humørsvingninger. Ved meget generende bivirkninger kan lægen kontaktes om muligt skift af p-pillemærke.
  • Op mod 5 % oplever pigmentforandringer
  • I sjældne tilfælde ses forhøjet blodtryk
  • Øget risiko for blodpropper i benenes dybe vener
  • Let øget risiko for brystkræft - specielt ved tidlig opstart på p-piller
  • Rygere over 35 år har øget risiko for hjerneblødninger

Vær opmærksom på:

  • P-piller beskytter ikke mod seksuelt overførbare sygdomme
  • Visse typer medicin gør p-piller mindre sikre (spørg lægen eller på apoteket)
  • Diarré og opkastninger mindsker sikkerheden - læs nærmere i indlægssedlen 
  • Rygere bør ikke bruge p-piller
  • Kvinder, der ofte glemmer den daglige p-pille, bør vælge en anden præventionsform

Hvad gør du, hvis du glemmer en eller flere p-piller?

Hvis du overvejer at starte med at tage p-piller, skal du til lægen. Lægen undersøger dig og taler med dig om brugen af p-piller.

Som udgangspunkt skal en glemt p-pille tages så snart det opdages. Da p-piller er forskellige i deres hormonsammensætning, bør du altid læse indlægssedlen og følge vejledningen i den.

Er du i tvivl efter at have læst i indlægssedlen, skal du kontakte lægen eller apoteket hurtigst muligt.

Du kan kontakte dit lokale apotek eller den døgnbemandede rådgivning på telefon 80 20 24 07 eller via linket til chatten.

Hvilke typer p-piller findes der?

P-piller kaldes også kombinationspiller, da de indeholder to hormoner af typen østrogen og gestagen. Der findes forskellige østrogener og gestagener.

P-piller inddeles efter typen af gestagen. Der findes 2., 3. og 4. generations gestagener. Det anbefales at bruge 2. generations gestagener pga. færrest alvorlige bivirkninger, men individuelle forhold kan få lægen til at anbefale 3. eller 4. generations gestagener.

De fleste p-pillemærker består af blisterplader med helt ens p-piller (se billedet øverst). De kaldes for monofase eller enkeltfase p-piller.

Der findes også p-pillemærker, der består af blisterplader, hvor hormonindholdet i p-pillerne er forskelligt. De kaldes for flerfase p-piller.

Bruger du p-piller, skal du holde en p-pillefri periode, hvor du får din blødning. I den p-pillefri periode skal du enten helt undlade at tage piller eller tage inaktive piller. Dernæst starter du på de aktive p-piller igen. Du er også beskyttet mod graviditet i de dage, du holder pause fra p-pillerne.

Det kan forekomme overflødigt med de inaktive piller, men nogle kvinder har svært ved at huske at starte op efter en p-pillefri periode. De inaktive piller hjælper dem i rutinen om at huske den daglige pille.

Monofase p-piller

21+7 p-pillen

De mest anvendte p-pillemærker består af blisterplader med 21 ens aktive p-piller. Kvinden tager en aktiv p-pille hver dag 21 dage i træk. Derefter holder hun 7 dages pause.

Efter de 7 dages pause starter hun igen med den daglige aktive p-pille.

21+7 findes i en variant med 21 ens aktive p-piller og 7 inaktive piller. De 7 inaktive tages dagligt i den p-pillefri periode.

24+4 p-pillen

Nogle p-pillemærker består af blisterplader med 24 ens aktive p-piller og 4 inaktive piller. Kvinden tager en aktiv p-pille hver dag 24 dage i træk. Derefter tager hun en inaktiv pille 4 dage i træk.

Flerfase p-piller

Fælles for flerfase p-piller er, at det er vigtigt at overholde rækkefølgen på blisterpladerne. De består af p-piller med de samme to hormoner men i forskellige koncentrationer.

Fire-fase p-piller

P-piller med 4 forskellige koncentrationer af hormon. De aktive p-piller tages i 4 faser af henholdsvis 2, 5, 17 og dage*. Derefter er der 2 inaktive p-piller.

Tre-fase p-piller

P-piller med 3 forskellige koncentrationer af hormon. De aktive p-piller tages i 3 faser af henholdsvis 6, 5 og 10 og dage*. Derefter holdes en p-pillefri periode på 7 dage.

To-fase p-piller

P-piller med 2 forskellige koncentrationer af hormon. De aktive p-piller tages i 2 faser af henholdsvis 7 og 15 dage*. Derefter holdes en p-pillefri periode på 6 dage.

 

Læs mere om glemte p-piller

* Angiver mærker på markedet august 2015. Der kommer løbende nye p-pillemærker. 

Læs også: