Sådan bruger du kondom

Kondom for mænd

Hvad er et kondom?

Kondom er en nem præventionsform, der kan bruges af alle. Kondomet er lavet af tyndt naturgummi og formet som et langt hylster, der rulles på mandens rejste penis inden samleje.

Ved udløsning opsamler kondomet mandens sæd og beskytter derved mod uønsket graviditet. Kondomet forhindrer også smitte med sexsygdomme, fx klamydia og hiv.  

Sådan bruger du kondomet

  1. Rul kondomet en smule ud, så man tydeligt kan se, hvilken vej det skal rulles på.
  2. Hvis kondomet har reservoir klemmes luften ud af reservoiret med tommel- og pegefinger.
  3. Træk forhuden tilbage og rul kondomet på den stive penis. Når kondomet når til forhuden, skubber du forhuden lidt frem, før du ruller kondomet helt ned. Der må ikke komme luft ind under kondomet. Undgå at rive kondomet på negle eller skarpe genstande.
  4. Straks efter udløsning trækker du langsomt penis ud, mens du holder kondomet på plads, så sæden ikke løber ud.

Kondomet må kun bruges én gang. Det skal bruges under hele samlejet. Kondomet skal smides ud som almindeligt affald. Det må ikke skylles ud i toilettet.

 

Kondom brugt sammen med en anden metode

Bruges kondom sammen med p-piller eller minipiller, er risikoen for uønsket graviditet teoretisk set udelukket. Samtidig har man godt sikret mod sexsygdomme.

Sådan virker kondomet

Når du bruger kondomet rigtigt, danner kondomet en barriere. Den beskytter både dig selv og din partner mod sexsygdomme som klamydia, hiv og til dels kønsvorter.

Kondomet hindrer samtidig graviditet.

Hvis metoden svigter

At kondomet svigter betyder, at det ikke kom på som planlagt, eller der fandtes sæd udenfor kondomet under eller efter samlejet. I nogle tilfælde kan der også gå hul på kondomet.

I det tilfælde er der behov for nødprævention. Man kan købe nødprævention i form af fortrydelsespiller uden recept på apoteket. Der findes to typer.

Behandling med fortrydelsespiller skal begyndes så hurtigt som muligt efter samlejet og senest efter 3 døgn for NorLevo® og 5 døgn for ellaOne®. Læs hyppige spørgsmål om fortrydelsespiller

En tredje mulighed er at få oplagt en spiral hos lægen. Denne behandling kan anvendes op til 5 døgn efter samlejet. Spiralen kan derefter blive liggende som permanent prævention. 

Kondom og vandbaseret glidecreme

Er der tendens til tørhed i skeden, eller bruges kondom i forbindelse med analsex (samleje i endetarmen), anbefales brug af vandbaseret glidecreme.

Vandbaseret glidecreme anbefales også ved samleje med kondom under menstruation, fordi menstruationsblod kan udtørre gummi.

Den vandbaserede glidecreme øger sikkerheden i forhold til sexsygdomme. Glidecremen forstærker kondomets holdbarhed og elasticitet. Vandbaseret glidecreme kan købes på apoteket.

Oliebaseret creme, såsom vaseline eller bodylotion, opløser gummiet og øger risikoen for, at kondomet går i stykker. Parfumeret creme kan fremkalde allergi, hvis det bruges i og omkring kønsdelene.

 

Fordele

  • Hvis kondomet bruges rigtigt og hver gang, er der 97 % sikkerhed for at undgå graviditet 
  • Kondomet er den eneste præventionsmetode, der beskytter begge parter i et samleje mod sexsygdomme som fx klamydia og hiv
  • Kondomet giver kun sjældent bivirkninger
  • Alle kan købe kondomer for den fælles sikkerheds skyld, uanset køn eller alder.

Ulemper

  • Mange mænd mener, at følsomheden under samlejet bliver mindre, når de bruger kondom
  • Kondomet kan glide af under samlejet, hvis det ikke bruges rigtigt
  • Der kan løbe sædvæske ud af kondomet, hvis det ikke bruges rigtigt
  • Der kan gå hul på kondomet, hvis det udsættes for særlig belastning
  • Få oplever at være overfølsomme overfor gummi.

Sådan får du kondomer

Kondomer findes i forskellige former, størrelser og farver. Du kan prøve forskellige slags og finde den type, som du synes bedst om.

Skal du ud at rejse, er det altid bedst at medbringe kondomer hjemmefra. Det kan være svært at få adgang til at købe kondomer i udlandet, og du er også sikret en god kvalitet.

Gode råd

Det er en god ide, hvis du øver dig i at rulle et kondom på, inden du skal være sammen med en partner. Så undgår I nogle af de årsager, der kan føre til problemer med kondomet.

Gør kondomet til en del af forspillet. Hun kan, lige såvel som han, rulle det på. På den måde bliver kondomet et fælles ansvar.

Kondomer og skarpe genstande passer ikke godt sammen. Vær opmærksom på, hvordan kondomerne opbevares og håndteres. Skarpe negle, smykker og piercing kan beskadige gummiet.

Undgå at opbevare kondomet i din pung eller i lommen. Kondomet kan opbevares i en lille æske eller lignende for at beskytte det optimalt.

Kilde: Foreningen Sex & Samfund og Danmarks Apotekerforening
Læs også: