Spørgsmål og svar om fortrydelsespiller

Fortrydelsespiller kaldes også nødprævention, da de ikke kan anvendes som prævention.

Hvis du er i risiko for at være blevet gravid, kan du tage en fortrydelsespille hurtigst muligt efter det ubeskyttede samleje.

Hvis du allerede er gravid, har fortrydelsespiller ikke nogen effekt. Tager du alligevel fortrydelsespiller uden at vide, at du allerede er gravid, er der ikke fare for misdannelser på fosteret.

  1. Hvor hurtigt skal fortrydelsespiller tages? Fortrydelsespiller skal helst tages hurtigst muligt efter det ubeskyttede samleje. Behandlingen med levonorgestrel (NorLevo® og Levodonna®) skal helst påbegyndes inden 12 timer og senest 72 timer efter det ubeskyttede samleje. Behandling med ulipristalacetat (ellaOne®) skal påbegyndes hurtigst muligt og ikke senere end 120 timer (5 døgn). Begge typer kan købes uden recept på apoteket. 

  2. Hvem kan tage fortrydelsespiller? Alle kvinder fra puberteten til klimakteriet.

  3. Hvor ofte kan jeg tage fortrydelsespiller? Fortrydelsespiller bør aldrig erstatte almindelig prævention og bør højst tages én gang inden for samme menstruationscyklus.

  4. Kan jeg tage fortrydelsespiller sammen med andre lægemidler? Effekten kan nedsættes ved samtidig at tage antibiotika, medicin mod epilepsi eller naturlægemidler, der indeholder perikon.

    Fortrydelsespiller mindsker effekten af prævention med hormoner. Brug derfor kondom samtidig med din prævention frem til næste blødning.

    Du må ikke tage NorLevo® og elleOne® samtidig.

     Fortrydelsespiller
    skal helst tages hurtigst muligt efter det ubeskyttede samleje.


    Du kan søge mere information i indlægssedlen. Tal altid med apoteket eller lægen, hvis du er i tvivl.
     
  5. Hvilke bivirkninger er de mest almindelige? De hyppigste bivirkninger, der kan forekomme, er kvalme, smerter i nederste del af maven, træthed, hovedpine og svimmelhed. Disse bivirkninger er forbigående og forsvinder normalt inden for 48 timer efter indtagelse af tabletterne.
  6. Hvad gør jeg, hvis jeg kaster op efter at have taget fortrydelsespiller? Det er sjældent, at kvinder kaster op af fortrydelsespiller. Hvis det alligevel sker inden for de første 3 timer, bør du straks tage en ny tablet for at sikre effekten (se indlægssedlen).
  7. Hvordan kan jeg vide, om fortrydelsespillen har virket? For at være helt sikker på, om fortrydelsespillen har virket, bør du tage en graviditetstest, hvis din menstruation er forsinket mere end henholdsvis 5 dage for NorLevo® og 7 dage for ellaOne®  i forhold til forventet, eller hvis blødningen virker unormal. 
  8. Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt at tage p-piller, minipiller, p-ring eller p-plaster og derfor har brugt fortrydelsespiller? Du kan som udgangspunkt fortsætte som sædvanligt men må bruge anden prævention fx kondom indtil næste menstruation, da fortrydelsespiller kan gøre p-piller, minipiller, p-ring og p-plaster mindre effektive. Anbefalingerne kan dog variere fra produkt til produkt, så læs indlægssedlen eller spørg apoteket eller lægen. Hvis lægen giver dig en anden anbefaling, skal du følge den.
  9. Hvor får jeg fat i fortrydelsespiller? Fortrydelsespiller kan købes uden recept på apoteket. 
  10. Kan jeg tage fortrydelsespiller, hvis jeg ammer? Da lægemiddelstoffet i fortrydelsespiller udskilles i modermælken, anbefales det at amme umiddelbart før tabletten tages. For Norlevo® og Levodonna® anbefales det at undgå amning i mindst 8 timer efter indtagelse og for EllaOne® anbefales det at undgå amning 36 timer efter indtagelse.
  11. Hvordan virker fortrydelsespiller? NorLevo® og Levodonna® virker ved at stoppe dine æggestokke i at frigive et æg. ellaOne® påvirker det naturlige hormon progesteron, som er nødvendigt for ægløsning. Dermed hæmmer eller forsinker ellaOne® ægløsningen. Fortrydelsespiller ikke 100 % effektive. 
  12. Hvordan påvirkes min menstruationscyklus? Behandlingen medfører ikke ændringer i menstruationscyklus, men pletblødninger kan ses frem til næste menstruation. Hos knap 3/4 indtræder næste menstruation før eller senest 3 dage efter forventet menstruation. Udebliver din menstruationen mere end henholdsvis 5 dage for NorLevo® og 7 dage for ellaOne®  i forhold til forventet, bør du foretage graviditetstest.

Andre former for nødprævention

Fortrydelsespiller er den mest anvendte form for nødprævention. En anden mulighed er at få oplagt en Spiral.

Spiralen skal oplægges ved en gynækologisk undersøgelse hos lægen indenfor 5 dage efter ubeskyttet samleje. Spiral som nødprævention er relevant for kvinder, der efterfølgende vil fortsætte med spiral som præventionsform.

Læs også: