Hvad gør jeg, hvis jeg glemmer at tage min epilepsimedicin?

Hvorfor tage epilepsimedicin?

Lægemidler, der anvendes ved epilepsi, er forebyggende og forhindrer epilepsianfald i at opstå. Lægens valg af epilepsimedicin til en patient med epilepsi, afhænger af typen af de anfald, den enkelte person har. Valget af præparat og dosering er derfor tilpasset den enkelte epilepsipatient.

Målet med behandlingen er at gøre patienten fri for anfald med færrest mulige bivirkninger. At huske at tage medicinen korrekt er naturligvis vigtigt for at få det bedste udbytte af den behandling, man er blevet sat i gang med.

Hvis man ikke tager sin medicin på de aftalte tidspunkter, er der risiko for, at der opstår behandlingssvigt. Det vil sige, at hvis du stopper med at tage din epilepsimedicin kan det fremkalde anfald.

Behandling med epilepsimedicin

Følg altid lægens instruktioner og tal med lægen om eventuelle problemer, du oplever ved medicinen.

For de fleste præparater er det sådan, at behandlingen indledes med en lille dosis. Herefter sættes dosis langsomt op til man opnår tilstrækkelig virkning af medicinen. Dernæst gælder det om at holde den konstante koncentration af det aktive lægemiddelstof i balance.

For de fleste typer af epilepsimedicin er det muligt at måle mængden af medicin i blodet. Blodprøver bruges oftest som en vejledning til at vurdere behandlingen af patienten. Patienten skal have indtaget medicin i nogle dage før indholdet i blodet er stabiliseret. Herefter er virkningen af medicinen konstant i hele døgnet ved fortsat daglig indtagelse.

Skal der tages blodprøver vil det tidligst være relevant at tage disse efter indholdet af lægemiddelstoffet i blodet er stabilt. Forsømmer man i større grad at tage medicinen, som det var hensigten, kan det ses ved blodprøverne. Mængden af den medicin, man indtager dagligt, må ikke ændres uden videre og kun efter aftale med lægen.

Hvis det er muligt, vil din læge sikkert allerede have ordineret din medicin i form af depottabletter. Den type af tabletter kaldes også retard-tabletter. Fordelen ved tabletter af den slags er, at det sædvanligvis kun er nødvendigt at tage medicinen én, evt. to gange i døgnet.

Epilepsimedicin skal indtages regelmæssigt

Det er vigtigt, at du indtager din medicin regelmæssigt. Regelmæssig indtagelse af medicinen er en af forudsætningerne for at nå målet, nemlig at kontrollere anfaldene. Derfor kan det være en lettelse med så få daglige doseringer som muligt. Du kan evt. sørge for at indtage tabletterne i forbindelse med dagens faste ritualer, for eksempel til dit morgenmåltid eller ved sengetid. Du kan også vælge at benytte apotekets sms-service, hvis du ønsker at blive mindet om at tage din medicin. Spørg apoteket eller apoteket.dk, hvis du har brug for hjælp.

Hvis du oplever at din epilepsimedicin giver dig uønskede bivirkninger, føles det måske oplagt at springe en dosis over eller helt at ophøre med medicinen, men det må du aldrig gøre. Følg altid lægens instruktioner og tal med lægen om eventuelle problemer, du oplever ved medicinen.

Hvis du skulle glemme at tage en enkelt dosis af din epilepsimedicin, skal du tage den glemte dosis hurtigst muligt. Har du glemt at tage flere doser, bør du kontakte din læge og få en præcis vejledning i, hvordan du skal forholde dig. Du skal være opmærksom på, at det kan fremkalde anfald, hvis du pludselig holder op med at tage din medicin.

Læs også: