Sådan gives medicin

Der er mange forskellige måder at give medicin på fx gennem munden, ved indsprøjtning, via endetarmen, gennem huden osv.

Hovedparten af al medicin kan tages gennem munden.

Af og til kan medicin gives direkte til det sted på kroppen, hvor sygdommen findes. Det gælder fx mange hudsygdomme, sygdomme i øjet, øret, næsen samt halsen. Astma er også en sygdom, hvor medicin gives direkte til luftvejene, hvor det skal virke. Når medicin gives direkte, kalder man det for en lokal behandling.

Langt de fleste sygdomme er dog svære at behandle lokalt. De kræver, at medicinen skal føres rundt i kroppen via blodet. Det kaldes for systemisk behandling.

Gennem munden

Hovedparten af al medicin kan tages gennem munden i form af en tablet, kapsel, pulver, granulat (pulver der fx kan drysses på mad eller opløses i vand), eller i flydende form som dråber eller orale opløsninger (miksturer). Dråber og orale opløsninger er især beregnet til børn og personer med synkebesvær.

Der er forskellige fordele og ulemper ved at tage medicin på denne måde.

Fordele: Indtagelse gennem munden er enkel, sikker og billig, da du selv kan tage medicinen.

Ulemper: Indtagelse gennem munden kræver, at du kan synke eller ikke har kvalme og opkastninger. Optagelsen kan være forskellig fra person til person. Medicinen kan også reagere med medicin eller mad, du har spist.

I mundhulen

Medicin, du lægger i mundhulen uden at synke det, kan give en lokal virkning. Det kan også optages gennem slimhinden og på den måde virke i hele kroppen. Sugetabletter og mundskyllevæske er eksempler på medicin, der virker lokalt i mundhulen. Resoribletter og medicinsk tyggegummi optages systemisk gennem mundslimhinden til blodet.

Fordele: Optagelsen af det virksomme lægemiddelstof fra mundslimhinden foregår hurtigt, så virkningen indtræder hurtigt. Det virksomme stof går direkte over i blodbanen. Det er bedst kendt fra nitroglycerin, som bruges til akut lindring ved hjertekrampe (angina pectoris).

Ulemper:  Det er vanskeligt at skjule en eventuel dårlig smag af et lægemiddelstof.

Gennem endetarmen

Medicin, der gives via endetarmen, kan dels bruges til behandling lokalt i endetarmen fx ved hæmorider, dels bruges til at virke generelt i kroppen, som fx ved behandling af smerter. Oftest er det i form af stikpiller (suppositorier), men opløsninger af medicinen i form af et klysma er også hyppige.

Fordele: Det er en enkel måde at bruge et lægemiddel på. Velegnet hvis man har kvalme og kaster op. Det er desuden en fordel i de tilfælde, hvor det ikke muligt at give en hurtig indsprøjtning, fx ved børn med feberkramper. Medicin, der gives gennem endetarmen, optages direkte i blodbanen.

Ulemper: Optagelsen af det aktive stof fra endetarmen er ofte uregelmæssig og ufuldstændig. Det betyder, at det kan være svært at styre doseringen.

På huden

De fleste typer af medicin, der bruges på huden, er til lokal behandling.

Depotplastre er dog en undtagelse, da de bruges til at opnå en generel virkning i kroppen. Det benyttes blandt andet ved:

  • hormonbehandling, hvor der skal gives østrogen
  • nikotin til rygeafvænning
  • medicin indeholdende morfin til lindring af smerte
  • nitroglycerin til behandling af smerter i hjertet (angina pectoris)

Medicin til brug på huden kan være i form af opløsninger, skum, cremer, salver, spray, pastaer, gel eller pudder. Det er således muligt at finde lige netop den form af medicin, der passer til din hudtype og område.

Fordele: Medicin til brug på huden kan bruges direkte på det sted, hvor sygdommen findes. Ved depotplastre kan medicinen gå over i blodbanen uden om leveren.

Ulemper: Hvis huden er beskadiget ved eksem, psoriasis, forbrændinger eller store hudafskrabninger er hudbarrieren brudt. Det betyder, at medicinen hurtigere kan optages, hvilket kan medføre bivirkninger.

Via et implantat

Et implantat er et depot af medicin, der lægges under huden. Medicin, der optages i kroppen via denne metode, har været kendt længe. I dag findes der dog kun få lægemidler som implantat, her iblandt et hormon til svangerskabsforebyggelse.

Fordele: Medicinen kan sidde i lang tid som et depot under huden og frigives langsomt. Det betyder, at man ikke behøver at tage medicinen så ofte.

Ulemper: Det er dyrt at give, da der kræves en læge til placere implantatet korrekt under huden.

Ved indsprøjtning

Medicin, som sprøjtes ind i kroppen kan gives forskellige steder, fx

  • i en blodåre (kaldet intravenøst, da det gives i en vene)
  • i en muskel (intramuskulært)
  • under huden (subkutant)

Desuden kan indsprøjtning foregå i rygmarven (epidural). Det benyttes ofte ved døende patienter eller tilstande, hvor personen er i stærke smerter.

Fordele: Effekten af en indsprøjtning i en vene er effektiv, idet medicinen går direkte til blodet.  Ved at give indsprøjtninger kan man styre doseringen nøjagtig.

Ulemper: Det er dyrt at give indsprøjtninger, da det kræver specialudstyr og uddannet sundhedspersonale. Der kan opstå vævskader. Visse stoffer kan virke irriterende de steder, det indsprøjtes. Mange patienter bryder sig ikke om indsprøjtninger, der kan opleves smertefulde.

Via luftvejene

Medicin via luftvejene omfatter medicin, der virker på næseslimhinden eller optages i kroppen via næseslimhinden samt medicin, der inhaleres og virker lokalt i lungerne.

Medicin til brug på næseslimhinden omfatter næsespray og næsedråber. Medicin til lokal virkning i lungerne omfatter inhalationssystemer til behandling af astma og andre luftvejslidelser.

Fordele: Såvel næsespray som inhalationsaerosol og -pulver er lette at bruge. Desuden er der meget få bivirkninger ved brug af astmamidler. Det skyldes, at der sjældent optages noget til blodbanen, som kan give en virkning i resten af kroppen.

Ulemper: Næseslimhinden er meget følsom. For at få optimal virkning af astmamedicin kræver det, at man har den korrekte inhalationsteknik. For pulver-inhalatorerne kræver det, at man kan lave en god dyb indånding.

I livmoderen

Lægemidler, der kan bruges i livmoderen er fx spiraler, som afgiver forskellige stoffer, fx kobber eller hormoner.

Fordele: Lægemidlet kan sidde i livmoderen i flere år. Det kan med fordel anvendes af personer, for hvem det kan være meget svært at huske at tage medicin.

Ulemper: Nogle kvinder kan ikke tåle de stoffer, spiralerne indeholder.

I skeden (vagina)

Medicin, der indføres i skeden, er oftest til lokal behandling. Det kan være i form af stikpiller (vagitorier), kapsler, creme, gel eller skum. Der findes desuden en vaginalring med østrogen, hvor østrogenet frigives langsomt.

Fordele: Medicinen kan bruges direkte det sted, hvor sygdommen findes.

Ulemper: Det kan være svært at efterleve behandlingen. Der findes dog nogle lægemidler, som har depotvirkning. Hermed kan man nøjes med at behandle én gang. Ved vaginalringe er det svært at finde gummimaterialer, som ikke giver lokale gener.

Systemisk behandling i skeden findes i form af præventionsformen, p-ring, der indeholder østrogen og gestagen som p-piller.

I øjne og ører

Medicin til øjne og ører gives for at få en lokal virkning. Medicinen omfatter dråber eller salve.

Fordele: Det er let at anvende.

Ulemper: Lægemidler til øjet kan tilsløre eller på anden måde påvirke synet. Der kan desuden opstå bivirkninger, hvis der sker en optagelse fra slimhinden i øjet til resten af kroppen. Lægemidler til øjet og kontaktlinser kan være en dårlig kombination i flere tilfælde.

Lægemiddelformer

Hvis du gerne vil vide mere om administration af lægemidler, kan du læse om de hyppigst anvendte lægemiddelformer i opslagsværket Lægemiddelformer.

Læs også: