Hvad er naturlægemidler?

Der findes i dag naturlægemidler til behandling af over 40 forskellige symptomer. Naturlægemidler kan anvendes mod "lettere sygdomme". Du bør altid kontakte din læge, hvis du har mistanke om, at symptomerne kunne være tegn på en mere alvorlig sygdom.

Hvad er et naturlægemiddel?

Naturlægemidler er defineret som "lægemidler, hvis aktive indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Indholdsstofferne bliver ikke isoleret fra hinanden, så naturlægemidler indeholder gerne flere stoffer, hvoraf man ikke altid ved, hvilke der giver den ønskede effekt.

Der er følgende krav til naturlægemidler:

  • Naturlægemidler skal være af "naturlig oprindelse"
  • Naturlægemidler kan stamme fra både plante-, dyre- og mineralriget
  • Naturlægemidler må ikke være syntetisk fremstillet eller kemisk ændret
  • Naturlægemidler må ikke være rene stoffer
  • Naturlægemidler må kun findes i former, der kan indtages gennem munden (fx tabletter, kapsler og miksturer), der er beregnet til brug på huden (fx cremer, salver og lotioner) eller til lokalt brug på slimhinder (fx næsespray og mundskyllevæsker).

Naturlægemidler må ikke fremstilles som injektionsvæsker, stikpiller, øjendråber og øredråber.

Fremstilling af naturlægemidler

Der stilles de samme krav til en virksomhed, der fremstiller naturlægemidler, som til en virksomhed, der fremstiller almindelig medicin.

Naturlægemidler er oftest fremstillet ud fra planteekstrakter eller pulveriserede plantedele. Der er intet krav til, at hjælpestofferne skal være af naturlig oprindelse.

Der stilles de samme strenge krav til de virksomheder, der fremstiller naturlægemidler, som der stilles til de virksomheder, der fremstiller konventionel medicin. Dermed har forbrugeren sikkerhed for, at der er fuld kontrol med fremstillingen og dermed større sikkerhed for kvalitet.

Virker naturlægemidlerne?

Medicinalindustrien skal man kunne dokumentere virkningen over for myndighederne. Denne dokumentation er meget omfattende, og skal omhandle blandt andet virkning og bivirkninger. Fra man finder et nyt lægemiddel, og til det er i handlen, kan der meget vel gå 5-10 år. Det skyldes bl.a. de talrige kliniske forsøg og den omfattende dokumentation, der kræves for at få en godkendelse fra myndighederne.

Producenten af naturlægemidler skal naturligvis også dokumentere virkningen. Men forskellen er, at dokumentationen er baseret på den viden, der allerede findes om lægeplanter i anerkendt faglitteratur. Der skal altså med hensyn til naturlægemidler ikke udføres egentlige forsøg for at dokumentere virkningen. Det er nok at henvise til anden faglitteratur, der beskriver, hvilke symptomer naturlægemidlet kan bruges til (indikation).

Hvilke sygdomme kan behandles med naturlægemidler?

Naturlægemidler kan købes i fri handel. Det vil sige, de ikke behøver at blive solgt på et apotek. Da lægen og apoteket ikke behøver at være involveret i behandlingen, godkendes naturlægemidler kun til behandling af såkaldt "lettere sygdomme".

Nogle naturlægemidler er forsynet med forbehold eller præciseringer, som fx "hvor læge har udelukket anden årsag til sygdommen" eller "i kortere perioder uden øvrige symptomer".

Der er i dag registreret naturlægemidler til mere end 40 symptomer eller sygdomme, heriblandt:

  • acne
  • afføringsmidler mod forstoppelse og træg mave
  • appetitløshed
  • diarré
  • forbrændinger, solskoldninger, frostskader og mindre sår
  • fordøjelsesbesvær
  • forkølelse
  • smerter i benene udløst af gang
  • halsbrand og sure opstød
  • hjertestimulerende
  • hoste og katar
  • hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær og træthed hos ældre mennesker
  • hævelse og uro i benene
  • klimakterielle gener
  • kolesterolnedsættende
  • nedtrykthed, modløshed og tristhed
  • prostata
  • svimmelhed og øresusen hos ældre mennesker
  • søvnbesvær
  • uro
  • urinvejsinfektioner
  • vanddrivende, væskeophobning

Hvilke naturlægemidler, der hjælper på ovenfor nævnte symptomer, kan oplyses på apoteket.

Naturlægemidler er altid forsynet med følgende:

  • mærket "naturlægemiddel"
  • hvad det er for (indikationer)
  • dosering
  • "bør ikke anvendes til børn under 2 år uden lægens anvisning"
  • indlægsseddel

Er det risikofrit at bruge naturlægemidler?

Naturlægemidler skal ifølge litteraturen være uskadelige. Men loven kræver ikke, at der er udført dyreforsøg for at dokumentere naturlægemidlernes uskadelige virkning.

Der er da også nogle naturlægemidler, hvor man har observeret bivirkninger. Det kan fx være, at huden er blevet med følsom overfor lys, så man får hudkløe og rødme af huden (lysoverfølsomhedsreaktioner).

Der kendes også til bivirkninger i form af:

  • mavesmerter
  • vejrtrækningsbesvær
  • svimmelhed
  • for lavt blodtryk m.m.

Der findes nogle naturlægemidler, som kan give problemer, hvis man indtager dem sammen med andre almindelige lægemidler. Dette kaldes interaktioner og betyder, at virkningen af det ene lægemiddel ophæver eller forstærker virkningen af det andet lægemiddel. Eksempler på naturlægemidler, der har mange interaktioner med almindelig medicin er naturlægemidler med prikbladet perikum, ginkgo biloba, hvidløg og fiskeolie.

Du kan spørge lægen eller apoteket til råds, hvis du er i tvivl om interaktioner.

Læs mere om de enkelte naturlægemidler

Læs også: