Sygdomsleksikon

Menières sygdom

Menières sygdom stammer fra det indre øre. Man kender ikke den egentlige årsag til Menières sygdom, og sygdommen er derfor ikke defineret ved sin årsag, men ved symptomerne. Sygdommen er opkaldt efter en fransk ørelæge, Prosper Menière (1799-1862)

Man har Menières sygdom, hvis man har:

  • kraftige svimmelhedsanfald af mindst 20 minutter og højst12 timers varighed, samtidigt
  • øresusen (tinnitus) og
  • hørenedsættelse.

Mange med Menières sygdom har også smerter, trykken eller tillukkethedsfornemmelse i det syge øre, enten før eller samtidig med svimmelhedsanfaldene eller mere eller mindre hele tiden.

Hyppighed

Man regner med, at der er ca. 45 personer med Menières sygdom pr. 100.000 indbyggere, dvs. ca. 2.300 personer i Danmark. Flere får de typiske symptomer på Menières sygdom i en kort periode, uden at det udvikler sig til en kronisk tilstand, som kræver behandling.

Sygdommen rammer mænd og kvinder lige hyppigt. Ofte kommer det første anfald i 50 års alderen, men både børn, unge og ældre kan få sygdommen. Hvis man har migræne, er der en større risiko for at få sygdommen, og den optræder i de tilfælde ofte i en yngre alder.

Årsager til Menières sygdom

Man kender ikke nogen fælles årsag til Menières sygdom. Der er imidlertid mange (ca. 50 %) med Menières sygdom, der samtidig har, eller tidligere har haft, migræne.

Ca. 10 % af alle Menières-patienter oplyser, at der er andre personer med Menières sygdom i familien, hvilket tyder på, at arvelige egenskaber kan have en betydning.

Hvis man undersøger afdøde Menière-patienters indre øre med mikroskop, kan man se tegn på, at der har været et forøget tryk i væsken i det indre øre. Den membran, der omgiver sanseorganerne for hørelse og balance, er udspilet.

Symptomer på Menières sygdom

Hos ca. halvdelen af Menière-patienterne er det første symptom et svimmelhedsanfald. Hos den anden halvdel har der før det første svimmelhedsanfald været høresymptomer i det syge øre, ofte i form af hørenedsættelse eller blot en fornemmelse af lydforvrængning eller lydoverfølsomhed eller tillukkethedsfornemmelse. Det er i begyndelsen af sygdommen også typisk, at hørelsen kan skiftet meget i det syge øre.

Alle med Menières sygdom får på et eller andet tidspunkt tinnitus i øret i form af susen, kimen eller brummen.

Svimmelhed

Svimmelhedsanfaldene er næsten altid meget voldsomme med en fornemmelse af at blive snurret eller tumlet rundt i rummet. Personen må lægge sig for at kunne holde svimmelheden ud. Enhver bevægelse forøger svimmelheden, så personen ligger ofte helt stille på den ene side; man har det bedst, når det syge øre vender opad.

Ofte er svimmelhedsanfaldet så voldsomt, at man slet ikke bemærker, at der er tinnitus og døvhed på øret. Sammen med svimmelheden kommer der kvalme og ofte opkastninger. Kigger man personen i øjnene, kan man se, at der er spjættende øjenbevægelser (nystagmus).

Forbipasserende tror ofte, at der er tale om en hjerneblødning eller et hjerteanfald, eller at personen er døddrukken. Frygten for at få et anfald afholder mange Menièrepatienter fra at deltage i et aktivt socialt liv, fx rejser og teater.

Mange Menièrepatienter er plaget af en dårlig balance mellem svimmelhedsanfaldene. Dette kan skyldes uroen i det indre øre, men kan også skyldes en dårligere funktion af balanceorganerne i det indre øre, efterhånden som sygdommen skrider frem.

Hørenedsættelse

Hørenedsættelsen er af en speciel type, når der er tale om sygdom i det indre øre. Hos personer med Menières sygdom er det ofte de mørke toner (bassen), der rammes mest, hvilket giver en ubehagelig forvrængning af fx andres tale.

Nogle personer oplever i begyndelsen ingen egentlig hørenedsættelse, men en ubehagelig lydoverfølsomhed ledsaget af lydforvrængning. Samtidig med, at Menièreøret bliver tiltagende døvt, oplever de fleste personer paradoksalt nok, at øret også bliver tiltagende lydoverfølsomt.

Ofte svinger hørelsen meget hos personer med Menières sygdom ofte så meget, at man ikke kan tilpasse et høreapparat.

Tinnitus

Tinnitus kan være mere eller mindre udtalt. Den forværres ofte i sammenhæng med svimmelhedsanfaldene.

Hvad kan man selv gøre ved Menières sygdom?

Hvis man får symptomer på Menières sygdom, bør man tale med sin ørelæge. Det er ikke sikkert, at det er nødvendigt at starte en behandling, hvis man kun har haft et enkelt svimmelhedsanfald. Man bør starte en behandling, hvis patientens dagligliv er præget af frygt for, hvornår det næste anfald kommer.

Hos mange er stress medvirkende til, at sygdommen forværres, men man må ikke glemme, at sygdommen også er medvirkende til at give patienterne stress og der kan på måde opstå en ond cirkel. Man bør nok kaste et blik på sin livsførelse og prøve at komme stress i forkøbet.

Det er vigtigt at få noget at vide om sygdommen, og at fortælle familie, venner og kollegaer, at det er en godartet sygdom, og at man ikke behøver at blive indlagt, hvis der kommer et anfald. Man skal blot have fred og ro i nogle timer til anfaldet er overstået.

Undersøgelse for Menières sygdom

Hvis man har de typiske symptomer på Menières sygdom, er det sjældent nødvendigt at få foretaget større undersøgelser. Ørelægen vil vha. forskellige høreprøver sikre sig, at årsagen til høreproblemerne sidder i det indre øre.

Forløb

Forløbet af Menières sygdom er meget forskelligt fra person til person. Hvis man kun har haft et tilfælde af svimmelhed, er det ikke sikkert, at man får flere. Hos de personer, der får flere anfald, kan der være lange perioder uden anfald, men nogle patienter vil opleve, at anfaldene kommer meget hyppigt. Det er umuligt at forudsige for den enkelte patient.

Hos personer med langvarig sygdom ødelægges sansecellerne for balance og hørelse i det indre øre. Der kommer en tiltagende døvhed og balanceproblemer, og anfaldene bliver ofte mindre dominerende. Hvornår, og om det overhovedet sker hos den enkelte person, kan man heller ikke forudsige.

Behandling af Menières sygdom

Hvis ens tilværelse domineres af svimmelhedsanfald, bør man behandles med et af de to lægemidler, der virker på sygdommen. Begge lægemidler virker på det indre øre og kan hos de fleste personer få anfaldene til at forsvinde eller mindske risikoen for anfald og samtidig reducere anfaldenes styrke.

Lægemidlet hedder betahistin og virker efter alt at dømme ved at forøge blodgennemstrømningen i det indre øre. Lægemidlet er receptpligtigt. Man bør forsøge en behandling gennem et par måneder, før man tager stilling til, om det virker. Betahistin er ikke umiddelbart tilskudsberettiget, men har man Menières sygdom og er der en tydelig virkning af betahistin, bør patientens læge søge et såkaldt enkelttilskud, så man får tilskud efter de samme regler, som gælder for tilskudsberettiget medicin.

Vanddrivende midler virker på nogle Menièrepatienter.

Enkelte har gavn af at tage transportsygemidler i perioder med meget svimmelhed.

Hvis medicinsk behandling ikke virker, kan man forsøge at lægge et dræn i trommehinden. Det hjælper hos enkelte personer. Man kan også forsøge at behandle med et apparat, der giver trykbølger til det indre øre (Meniett®), eller man kan dæmpe aktiviteten i det indre øre vha. et lægemiddel, der sprøjtes ind i mellemøret (gentamicin).

Hvis du vil vide mere

Høreforeningen har en Menière-gruppe, som bl.a. kan tilgås via Facebook.



Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Apotekets SMS-service

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her