Sygdomsleksikon

Diabetes type 2

Hos personer, der ikke har diabetes, sørger legemet for, at indholdet af sukker i blodet hele tiden ligger inden for snævre grænser (4-8 mmol/l). Sukker forekommer i blodet i form af glukose (druesukker).

Forskellige hormoner medvirker til regulering af glukose i blodet, hvoraf insulin er det vigtigste hormon. Insulin er af betydning for alle legemets celler. Insulin sænker bl.a. glukose ved at øge optagelsen af glukose i fx lever og muskler. Inde i cellerne udnyttes glukose som energi. I forbindelse med indtagelse af føde stiger glukose i blodet, og parallelt hermed stiger indholdet af insulin i blodet. På den måde undgås voldsomme stigninger i glukose, samt at det atter falder til normalt niveau i løbet af 1-2 timer.

Insulin produceres i beta-cellerne i de Langerhanske øer i bugspytkirtlen. Bugspytkirtlen ligger i tolvfingertarmens runding lige under mavesækken. Hvis glukoseniveauet bliver for lavt, sørger hormonerne glukagon, noradrenalin, adrenalin, kortisol og væksthormon for at øge glukose ved at øge frigørelsen af glukose fra leveren. Glukagon dannes i bugspytkirtlen, adrenalin og noradrenalin og kortisol i binyrerne og væksthormon i hypofysen.

Diabetes viser sig ved for højt glukose i blodet. Man skelner mellem type 1 diabetes og type 2 diabetes. Herudover findes der overgangformer og nogle sjældnere former. Type 1 diabetes blev tidligere kaldt insulin-krævende diabetes eller ungdomsdiabetes, mens type 2-diabetes blev kaldt ikke-insulin-krævende eller alderdomsdiabetes. Da unge godt kan få ikke-insulin-krævende diabetes og ældre kan få insulin-krævende diabetes, er man gået bort fra disse betegnelser. Begge diabetesformer er arvelige, men har forskellig arvelighed.

Under graviditet kan der opstå forbigående diabetes som forsvinder efter fødslen (gestationel diabetes).

Sekundær diabetes kan opstå som følge af betændelse i bugspytkirtlen, Cushings sygdom, akromegali og behandling med binyrebarkhormon.

Hyppighed

Her i landet antages, at ca. 300.000 har type 2 diabetes og hyppigheden er stigende.

Overspisning og inaktivitet, som medfører overvægt og insulinresistens, er de vigtige livstilsfaktorer, der er årsagen til de mange nye tilfælde af type 2 diabetes i befolkningen.

  • Type 2 diabetes forekommer især hos midaldrende og ældre mennesker.
  • Type 2 diabetes er en arvelig sygdom og cirka halvdelen har et familiemedlem, der også har type 2 diabetes.
  • De fleste personer med type 2 diabetes har ikke behov for insulin.

Årsager til type 2 diabetes

Der er flere årsager til det høje  glukose ved type 2 diabetes. De vigtigste er dels, at virkningen af insulin på vævene (vigtigst i lever og muskler) er nedsat (insulinresistens), dels en med tiden aftagende insulinproduktion.

Desuden spiller ændret fedtstofskifte, ændret produktion af tarmhormoner (der øger insulinproduktionen) efter et måltid og en mindre udskillelse af glukose i urinen en rolle. Hvor stor en betydning disse årsager har for den enkelte patient kan være forskellig.

Ved type 2 diabetes vil glukosen ikke i tilstrækkelig grad optages i vævene efter fødeindtagelse, og har dermed svært ved at levere energi til cellerne. Glukosen forbliver uden for cellerne og forårsager højt glukose (hyperglykæmi). Hvis det stiger over 10-12 mmol/l, vil der udskilles sukker i urinen (glukosuri).

Glukosen kan kun udskilles i urinen sammen med vand, og jo mere glukose, der er i urinen, jo mere vand vil der følge med ud i urinen. Det fører til de symptomer, der er beskrevet nedenfor.

En anden medvirkende årsag til det forhøjede glukose er, at leveren samtidig frigør glukose. I lette tilfælde vil glukose kun være forhøjet efter måltiderne, men normalt mellem måltiderne eller i fastetilstanden om morgenen.

Symptomer på type 2 diabetes

Som ved type 1 diabetes er hovedsymptomerne:

  • øget tørst
  • øget væskeindtagelse
  • øget vandladning
  • træthed
  • vægttab

De symptomer, der kendetegner type 2 diabetes er øget vandladning, som bl.a. gør, at man måske må op flere gange om natten for at lade vandet. Det fører så til øget tørst, og mange har en kande vand stående på natbordet ved siden af sengen til at slukke tørsten med. Kalorietabet i urinen kan give vægttab, træthed og mangel på energi. Glukosen i urinen kan befordre vækst af svampe i urinen, som hos kvinden kan medføre kløe i skeden og på skamlæberne, og hos manden kan det give det forhudsbetændelse. Nogle personer bemærker stive pletter på undertøjet af den sukkerholdige urin. Nogle går til læge eller øjenlæge, fordi de får sløret syn. Det skyldes ændring i vandindholdet i øjets linse i forbindelse med ændring i glukose. Kramper i læggene især om natten og snurrende fornemmelser i hænder og fødder forekommer også.

Ved type 2 diabetes kan symptomerne være så svage og udvikle sig så langsomt, at der kan gå år, inden diagnosen stilles. Personer med type 2 diabetes er som regel overvægtige.

Faresignaler og diagnostik

Hos ældre sætter sygdommen gradvist ind, og der er ofte meget få symptomer. Undertiden er det eneste symptom blærebetændelse, svamp i skridtet eller synsforstyrrelser.

Når der er en øget risiko for udvikling af diabetes, vil man i dag screene for og diagnosticere sygdommen ved hjælp af den såkaldte langtidsprøve HbA1c. Den giver med større sikkerhed diagnosen sammenlignet med måling af glukose. Denne prøve tages hos den praktiserende læge eller på hospitalet. Er der typiske symptomer, vil et par høje blodsukre være nok til at stille diagnosen.

Personer der ud over type 2 diabetes også lider af overvægt, forhøjet blodtryk, for højt eller ændret kolesterol (fedtstof), har det såkaldte "Metaboliske syndrom". Ved denne tilstand og især hvis der tillige er æggehvidestof (protein) i urinen, er der øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom, hvis ikke kolesterol og blodtryk behandles.

Hvad kan man selv gøre ved type 2 diabetes?

Hvis der forekommer tilfælde af diabetes i familien, må man være på vagt over for de symptomer, der er nævnt ovenfor. Overvægt og for lidt motion øger risikoen for at udvikle type 2 diabetes. Derfor bør man undgå overvægt og sørge for regelmæssig motion. Da rygning øger risikoen for åreforkalkning hos diabetetikere bør rygestop tilrådes.

Undersøgelse for type 2 diabetes

  • Ofte opdages diabetes ved, at man finder sukker i urinen eller højt glukose.
  • Den endelige diagnose af diabetes baserer sig på måling af langtidsprøven eller langtidsblodsukker, HbA1c. Den udtrykker gennemsnitsglukose de sidste 8-12 uger. Det er den anbefalede metode, da den er vist mere pålidelig til diagnostik sammenlignet med faste glukose. Er HbA1c over eller lig 48 mmol/mol drejer det sig om diabetes. Testen bør for en sikkerhedsskyld gentages.
  • Hvis indholdet af sukker i plasma - taget på et tilfældigt tidspunkt af dagen og uafhængigt af sidste måltid - er højere end eller lig med 11,1 mmol/l har man også diabetes. Testen bør ligeledes gentages.
  • Der er kun sjældent behov for at stille diagnosen ved hjælp af en sukkerbelastning. En sukkerbelastning består i at drikke 75 gram druesukker opløst i vand og få målt glukose 5 gange de næste 2 timer. Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, hvor højt glukosekoncentrationen stiger, og hvor hurtigt den falder igen. Hos gravide anvendes sukkerbelastningsprøven fortsat. 
  • Ved de regelmæssige diabeteskontroller kan langtidsprøven anvendes som mål for det gennemsnitlige glukose i de forløbne 8-12 uger.

Kontrol

Kontrollen af personer med sukkersyge er livslang og foregår hos egen læge i samarbejde med diabetesambulatorier på sygehusene.

Formålet med kontrollen er at opretholde god glukoseregulering og optimere behandlingen efter de aftalte mål. Desuden undersøges regelmæssigt for eventulle følgesygdomme.

Ved debut bør patienter med type 2 diabetes tilbydes hjælp til livstilsændringer via patientuddannelse, diætbehandling, motion og rygeafvænning. Kommunerne og hospitalerne kan tilbyde dette. 

Rutinekontrollerne foregår hver 3-6 måned hos egen læge. Ved disse kontroller måles typisk langtidsprøven, vægt og blodtryk. Samtidig diskuteres og aftales, hvordan den fortsatte behandling skal være.

En større såkaldt årskontrol foregår hvert eller hvert andet år, og omfatter, udover de ting, der sker ved rutinekontrollerne, måling af nyretal (kreatinin og carbamid), salttal (natrium og kalium) og fedtindholdet (kolesterol og triglycerid) i blodet. Urinen undersøges for æggehvidestof (albumin). Blodtryk måles, fødderne og øjnene undersøges, og der tages evt. et hjertekardiogram.

Egenomsorg

Der findes forskellige små apparater i handlen til måling af glukose, der er lette og hurtige at betjene. Mellem de ambulante kontroller kan det være vigtigt, at patienter med diabetes regelmæssigt måler glukose selv. De målte værdier skrives ned i diabetesbogen eller en anden lille bog, som patienten medbringer ved enhver diabeteskontrol.

Formålet med disse hjemmemålinger af blodglukose er, dels at patienten får oplysninger om glukoseniveauet er tilstrækkeligt godt reguleret, dels at lægen ved de ambulante kontroller kan vurdere, hvorledes der evt. skal ske ændringer i behandlingen. Som en sidegevinst får patienten også øget sin viden om, hvordan glukoseniveauet reagerer på forskellig kost og motion og under sygdom.

Glukose målt efter en nats faste bør ligge mellem 4 og 7 mmol/l og ikke stige over 10 mmol/l efter måltider.

Forløb

Ligesom ved type 1 diabetes kan der efter en årrække udvikles diabetiske følgesygdomme. Ved god kontrol af sukkersygen mindskes risikoen betydeligt.

Behandling af type 2 diabetes

Diæt

Personer med type 2 diabetes skal grundlæggende spise en kost, som den man anbefaler resten af befolkningen (Nordiske næringsstofanbefalinger), men i reduceret mængde hvis vægten bør ned. Til dette skal man vælge kulhydrater, der optages langsomt fra tarmen. Hvor stor en andel af kalorieindtagelser, der bør være kulhydrat, er til diskussion.

En reduktion i kulhydratmængden til < 40 % ("low-carb") sammenlignet med det anbefalede 50-60 % har hun på kort sigt en gunstig virkning på glukoseniveauet, og anbefales derfor ikke generelt.

Motion

Det anbefales, at alle personer med type 2 diabetes er fysisk aktive, da der er gunstig effekt på glukoseregulering, sammensætningen af fedtstofferne i blodet og opretholdelse af et vægttab. En klar effekt ses, hvis man træner 30 min. 3 gange om ugen i nogle måneder.

Tabletter og GLP-1-receptor antagonister

Kun sjældent kan type 2 diabetikere kan klare sig alene ved hjælp af kostomlægning og motion, og der må suppleres med tabletter m.m., der sænker blodglukose.

Tabletterne til behandling af type 2 diabetes kan inddeles i forskellige grupper. De mest anvendte hører til grupperne biguanider, sulfonylurinstoffer, DDP-4 hæmmere, SGLT-2-hæmmere og GLP-1-agonister.

De danske og internationale anbefalinger siger, at man begynder behandlingen med livsstilsændringer i form af motion og kostomlægning og starter tidlig behandling med biguanidet, metformin. Hvis ikke det er tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillende diabetesregulering, tillægges behandling med ét af de øvrige lægemidler eller insulin afhængig af den enkelte patient. Der kan senere blive behov for at supplere denne behandling yderligere.

Metformin virker ved at hæmme frigørelsen af glukose fra leveren og ændrer måske bakteriesammensætningen i tarmen. 

Sulfonylurinstofferne virker ved at stimulere insulinsekretionen.

DPP-4-hæmmerne og GLP-1-receptor agonisterne øger patientens egen insulinsektretion efter et måltid og hæmmer der andet hormon fra bugspytkirtlen, glukagon. GLP-1 er desuden appetitsænkende.

SGLT-2-hæmmerne virker ved at sænke nyrernes tærskel for glukose og fremkalde en øget glukoseudskillelse i urinen.

Insulin

Personer med type 2 diabetes behandles i med insulin, hvis det ikke lykkes at opnå tilstrækkelig god regulering af glukoseniveauet med de øvrige lægemidler, eller hvis insulinproduktionen er nedsat.

Hvis du vil vide mere

Find supplerende information hos Diabetesforeningen



Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Apotekets SMS-service

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her