en Kvindeting
Gode råd ved overgangsalderen


I forbindelse med overgangsalderen og de gener der kan følge med, er der en række ting, du kan være opmærksom på:

Hold vægten normal

Overvægtige kvinder er ofte mere generet af hedeture og svedture end normalvægtige

Glidecreme og vaginale fugtighedsgivere

En glidecreme tilfører fugt, og kan måske lindre de symptomer, du kan opleve i overgangsalderen i forbindelse med sex. Der findes også vaginale fugtighedsgivere, som kan anvendes til daglig lindring af fx svie og irritation i skeden.

Seksuel aktivitet

Seksuel aktivitet menes at øge blodcirkulationen og vævselasticiteten i skeden, hvormed slimhinden styrkes. En styrket slimhinde kan være med til at reducere gener.

Vask det intime område med vand

Det anbefales at vaske det intime område med vand. Det gælder også hvis du er i overgangsalderen. Et godt alternativ til vand er olie, fx mandelolie, på en tot vat eller en vatrondel.

Nogle kvinder oplever, at gener fra skeden forværres ved vask med almindelig sæbe. Uparfumeret sæbe med en passende surhedsgrad kan også bruges, men det er ikke nødvendigt og vil ikke forbedre generne i skeden.

Bækkenbundstræning

Bækkenbundstræning kan forsøges for at afhjælpe inkontinensproblemer. Det kan være svært at lave bækkenbundstræning korrekt. Ved en knibeøvelse skal du fornemme en lukning af endetarmen.

Det anbefales at lave bækkenbundsøvelser 2-3 gange dagligt, hvor du kniber sammen 1-30 gange afhængig af, hvad din bækkenbund kan. Et knib varer 1-8 sekunder.

Det er vigtigt, at du holder pauser mellem knibene, hvor musklerne hviler sig og bliver klar igen.

Som en del af træningen er det også en god ide altid at knibe sammen, før du hoster, nyser, rejser eller sætter dig, løft eller fysisk anstrengelse samt før latter og råb.

Bækkenbundstræning skal fortsætte hele livet.

Forebygge knogleskørhed

Anbefalingen er at få 800 milligram kalk og 10 mikrogram D-vitamin dagligt. Hvis du ikke får tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin gennem kost, kan du supplere med et kosttilskud.

Kalk fås hovedsageligt fra mælkeprodukter. Ved at indtage ca. 1/2 liter mælk og et par skiver ost om dagen dækkes behovet for kalk.

Der er to kilder til D-vitamin: Sol og kost, hvor solen er den største kilde. Ophold i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret skønnes at være tilstrækkeligt, og længere tid i solen giver ikke et større bidrag. 

Husk i øvrigt solrådene, når du gerne vil opholde dig i solen.

I kosten findes D-vitamin kun i større mængder i fede fisk, som fx laks, sild og makrel, og i en begrænset mængde i kød, ost og æg.

Hold soveværelset køligt

Det kan være en god idé at have lag-på-lag tøj på, så du kan tage tøj af ved hedeture. Hold også gerne soveværelset køligt og undgå de faktorer, du oplever, kan udløse hede- og svedture. Mange oplever, at fx kaffe, alkohol, stærkt krydret mad, stress og varme omgivelser kan fremkalde hedeture.

Medicinsk behandling af overgangsalder

Overgangsalderen er en naturlig proces i kvindekroppen, men de gener, der kan følge med, kan i større eller mindre grad gribe ind i hverdagen og påvirke livskvaliteten.

Det er derfor vigtigt at vide, at der kan gøres noget for at afhjælpe generne.

Påvirker de gener, du oplever i forbindelse med overgangsalderen, din livskvalitet, bør du tale med din læge om mulighederne for medicinsk behandling.

Behandling af overgangsalderen med hormoner

Formålet med en medicinsk behandling er at nedsætte generne, dvs. hedeture og/eller slimhindeforandringer og dermed gener i skede og urinveje. 

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at en medicinsk behandling ikke altid kan fjerne generne helt, men de kan være med til at gøre dem lettere at leve med.

Den medicinske behandling vil afhænge af de gener, du oplever. Er det fx hede/svedture, du er plaget af, kan det afhjælpes via systemisk hormonbehandling, altså ved at tage hormontabletter. 

Er du udelukkende plaget af gener i skede og urinveje, kan hormonbehandlingen ske lokalt med fx vagitorier (stikpiller til skeden).

Lokalbehandling fås både på recept og i håndkøb på apoteket. Hvis du oplever blødning fra skeden, bør du altid kontakte din læge forud for lokalbehandling med hormoner købt i håndkøb.

Kilde: Pharmakon

Ved vi mere eller ligeså "meget" om overgangsalderen som mændene?


Tre inspirerende kvinder fortæller om deres overgangsalder

"Mit humør har da altid svinget."
- Ditte Gråbøl
 
"Når hanhundene ikke gider lette ben op af os længere."
- Kirsten Lehfeldt
 
"Jeg var som en radiator hvor termostaten var gået."
- Pernille Aalund


CHAT MED OS

Hvis du har spørgsmål til overgangsalderen, så kan du bruge vores chat, som er åben 24 timer i døgnet.
START CHAT