Rejsningsproblemer kaldes også erektil dysfunktion (ED) eller impotens og dækker over problemer med at bevare rejsningen (erektionen) af penis i forbindelse med seksuel aktivitet.
Rejsning af penis kræver, at blodtilførslen øges mindst 20 gange.
Når manden tænker på eller ser noget seksuelt ophidsende, sender hjernen via nerveimpulser besked til penis, så de glatte muskelceller i blodkarrene slapper af, blodkarrene udvider sig, og penis fyldes med blod. Samtidig hæmmes fraløbet af blodet, så penis bliver stiv og hård.
Processen kan også ske via en refleks, hvis manden stimuleres direkte på penis.
Seksuel aktivitet er vanskelig, hvis kønsorganerne reagerer mangelfuldt på stimulation. Mænd med rejsningsproblemer har besvær med at få eller opretholde tilstrækkelig rejsning til at gennemføre et samleje.
Oftest er der tale om en nedsat, men ikke totalt ophørt evne til rejsning, som skyldes psykologiske og/eller fysiske årsager.
Manglende natlige og morgenerektioner ses oftest i forbindelse med fysiske årsager.
Mandens rejsning forandres med alderen, så der skal mere til for at opnå og vedligeholde rejsningen. Hvis partneren også har seksuelle vanskeligheder, kan de seksuelle problemer forstærke hinanden. Fx kan det virke negativt på mandens rejsning, hvis en kvindelig partner har problemer med den seksuelle lyst eller nedsat fugtighed i skeden, fx fordi hun er gået i overgangsalder. Omvendt kan mandens rejsningsbesvær virke negativt på kvindens lyst og ophidselse.
Selvom rejsningsbesværet primært er forårsaget af aldersrelaterede eller legemlige årsager, så vil der oftest tilkomme en psykologisk overbygning fx i form af præstationsangst.
Tobaksrygning har en skadelig indvirkning på evnen til rejsning. Nikotinen medfører en sammentrækning af de små blodkar og en øget risiko for forkalkning af disse blodkar og dermed også en nedsat blodtilførsel til kønsorganerne. Rygere med rejsningsbesvær kan forbedre deres rejsningsevne ved rygestop.
I den danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS havde 43% af seksuelt aktive 15-89-årige mænd oplevet rejsningsproblemer inden for det seneste år. 7% havde oplevet det ofte eller hver gang, de havde samleje. Ni ud af 10 mænd angav at det var et problem for dem. 14% af mændene havde taget medicin mod rejsningsbesvær (1% af 15-24-årige mod 21% af 65-74-årige).
Internationale undersøgelser viser, at blandt mænd mellem 16 og 95 år, har 60 % aldrig rejsningsproblemer, medens 5 % oplever det ofte eller hver gang. Rejsningsbesvær ofte eller hver gang er sjældent før 50-års alderen, hvorefter det stiger til 5 % hos 50–59-årige og 16 % blandt mænd på 60 år eller derover. Mindre end 20 % af mænd over 70 år, oplever slet ikke rejsningsbesvær.
Hvad kan man selv gøre ved rejsningsbesvær:
Fakta om rejsningsproblemer
Langt de fleste problemer med rejsningen kan i dag afhjælpes.
Mange mænd kender til "startproblemer", når de er sammen med en ny partner. Det er spændende, men ofte er der præstationsangst, som kan medføre rejsningsproblemer. Problemet aftager som regel i takt med at der opstår større tryghed ved partneren.
Tal under alle omstændigheder med lægen om det, hvis problemer med rejsningen ikke bedres eller forsvinder i løbet af nogle måneder.
Lægen vil spørge uddybende til både de fysiske og psykiske omstændigheder omkring rejsningsbesværet, og til om du har vandladningsproblemer. Det vil altid være relevant at kontrollere blodtryk, kolesterol, stofskifte og blodsukker, da rejsningsproblemer kan være første tegn på sukkersyge, forhøjet blodtryk, stofskiftelidelse eller hjerteproblemer.
Hvis der er mistanke om psykiske problemer, fx depression eller angst vil en undersøgelse hos en psykiater eller psykolog også kunne komme på tale.
Der findes flere former for behandling af rejsningsproblemer. Under alle omstændigheder kan medicinsk behandling sjældent stå alene. Der vil ofte være brug for samtaler, hvor manden deltager sammen med sin partner.
Behandling af rejsningsbesvær bør omfatte livsstilsændringer som rygestop, vægttab og nedsat alkoholforbrug samt behandling af en eventuelt bagvedliggende sygdom.
Viagra virker - ligesom Cialis og Spedra - ved at understøtte den naturlige rejsningsmekanisme, dvs. manden skal stadig stimuleres seksuelt for at få rejsning.
Tabletterne kaldes PDE-5-hæmmere og virker i 60-80 % af tilfældene. De skal tages minimum ½-1 time før forventet seksuel aktivitet og virker i 4-36 timer. Cialis virker længst, Viagra kortest tid. Cialis kan gives som daglig behandling i en lavere dosis. Seksuel stimulation er stadig en forudsætning for at opnå og bevare rejsning.
Særlige hensyn ved tabletbehandling:
Indsprøjtning af medicin direkte i svulmelegemerne i penis benyttes sædvanligvis kun, hvis PDE-5-hæmmere ikke virker eller ikke er en mulighed. Indsprøjtningerne kan give bivirkninger i form af smerter i penis. Den første indsprøjtning foretages sædvanligvis hos lægen, derefter indsprøjter manden eller hans partner selv.
Chokbølgebehandling virker ved, at bølgerne gør det muligt for penis at danne ny blodkar, således at blodgennemstrømningen i penis øges. Den eventuelle virkning af behandlingen er oftest midlertidig.
Vakuumpumpe og pubisring virker ved, at penis indføres i et hulrum, som pumpes fri for luft. Penis vokser, og når erektionen er tilstrækkelig, påføres pubisringen, som så forhindrer blodet i at løbe væk fra penis igen.
En pubisring må højst sidde på i 30 minutter, så man undgår at skade penis pga. den forhindrede blodcirkulation.
Hvis manden kan opnå en god rejsning, men har svært ved at bevare den, kan pubisringen bruges alene.
Hvis der er tale om et svært legemligt betinget rejsningsproblem, der ikke har kunnet behandles på anden vis, kan man indoperere en penisprotese. Ved denne operation ødelægges svulmelegemerne i penis og erstattes af proteser.
Medicinsk behandling er sjældent tilstrækkeligt, men den praktiserende læge kan tilbyde rådgivende samtaler eller henvise til en sexologisk klinik, hvor nogle enkelte samtaler - alene eller sammen med partneren - ofte vil kunne hjælpe, evt. kombineret med tabletbehandling i en periode. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan parret tilbydes samlivsterapi.
Det ses ofte, at partneren kan have fantasier om, at det er hende (eller ham, hvis partneren er en mand), der er noget galt med. Det seksuelle problem vil ofte medføre, at begge ender med at undgå situationer, som lægger op til sex, og det kan gå ud over intimiteten. Derfor er det ofte nødvendigt at inddrage partneren i behandlingen.
